Wednesday, February 22, 2012   Search
Nyttig viden  >  Love omkring hunde     Login
 Menu  
    
 Lovgivning vedr. hunde  


                                           Lovgivning vedr. hunde

Hunden er det eneste familiedyr, som har sin egen lov – Hundeloven. Derudover er hunde omfattet af flere andre love samt forskellige bekendtgørelser og cirkulærer. Her vil nogle af de vigtigste bestemmelser vedrørende hunde blive omtalt. Lovgivningen justeres og ændres dog hele tiden. Der kan derfor forekomme bestemmelser, som er ændret eller ikke længere er gældende

Vigtige love

Dyreværnsloven
(LOV nr. 386 af 6/6 1991)

Loven omfatter i princippet alle dyr og skal sikre, at de behandles forsvarligt, og at deres velfærd beskyttes. Loven indeholder dels nogle generelle bestemmelser, dels bestemmelser, som skal regulere konkrete forhold. Desuden gives justitsministeren bemyndigelse til at kunne fastsætte regler på en række nærmere angivne områder – herunder f.eks. regler for:

  • Behandling af hunde og katte (§ 11)
  • Aflivning af dyr (§ 13)
  • Halekupering af visse hunderacer, der kan anvendes til jagt (§ 14, stk. 3)
  • Indretning og drift af kenneler samt dyrepensioner og -internater (§ 18).



Hundeloven
(LBK nr. 380 af 26/6 1969)

Mens Dyreværnsloven har til formål at beskytte dyrene, er hovedsigtet med Hundeloven at regulere holdet af og omgangen med hunde, så de ikke er til gene for deres omgivelser. Retningslinjer til politiet om Hundelovens administration er angivet i et cirkulære (CIR nr. 148 af 2/8 1963).

Mark- og vejfredsloven
(LBK nr. 818 af 11/12 1987)

Mark- og vejfredsloven omfatter husdyr, dvs. landbrugs- og hobbydyr, familiedyr som hund og kat, pelsdyr opdrættet i fangenskab (f.eks. mink og farmræve) samt tamkaniner (§ 1, stk. 2). Hvis et pelsdyr undslipper og ikke indfanges inden 2 måneder, anses det som vildt, der ikke falder ind under loven. Vigtige bestemmelser vedrører:

  •       Pligt til at holde egne dyr på eget område (§ 1)
  •       Erstatningsansvar ved forvoldt skade (§ 3)
  •       Optagelse (dvs. indfangning) af fremmede husdyr (§ 6-12)
  •       Nedskydning/drab af fremmede husdyr (§ 14, stk. 2).


Lovens regler vedrørende erstatningsansvar gælder dog ikke for hunde, da dette er reguleret af Hundeloven (LBK nr. 380 af 26/6 1969)

Regler og bestemmelser vedrørende hunde

Opdræt af og handel med hunde
Drift af dyrepensioner og -internater samt formidling af dyr må kun ske med politiets tilladelse (LOV nr. 386 af 6/6 1991, § 18). Det er desuden forbudt uden politiets tilladelse at drive erhvervsmæssig handel med eller erhvervsmæssigt opdræt af hunde (LBK nr. 380 af 26/6 1969, § 7). De retningslinjer, som politiet skal anvende, når en sådan tilladelse skal udstedes, er angivet i Cirkulære om erhvervsmæssig handel med og opdræt af hunde (CIR nr. 211 af 5/11 1975) og nærmere beskrevet i en cirkulæreskrivelse (SKR nr. 11625 af 19/9 1969). Cirkulæret indeholder bl.a. krav til/om:

   

  •         Udformning og indretning af hundenes opholdsrum samt bokse og bure (§ 2 og 3)
  •       Personale med den fornødne erfaring og kendskab til hundes fodring og pleje (§ 4)
  •       Tilknytning af en autoriseret dyrlæge, som skal føre tilsyn med virksomheden (§ 5)
  •       Isolationslokale til syge dyr (§ 6)
  •       Behandling mod utøj og spoleorm inden indførsel i virksomheden (§ 7)
  •       Vaccination (§ 8)
  •       Protokol over hunde, som er i virksomheden (§ 9).

      
Der må ikke drives hundepension eller hundesalon i forbindelse med virksomheden (§ 10). Retningslinjer for dyrlægetilsyn er angivet i et cirkulære (CIR nr. 13045 af 7/10 1969) og i to cirkulæreskrivelser (SKR nr. 11071 af 13/2 1976; SKR nr. 11690 af 25/11 1982).

Veterinærafdelingen i den lokale fødevareregion (tidligere kredsdyrlægen) har adgang til på eget initiativ at foretage eftersyn (§ 11), men det normale vil være, at veterinærafdelingens eftersyn er foranlediget af en konkret anmodning fra den tilsynsførende dyrlæge eller politiet (SKR nr. 11071 af 13/2 1976).

Hvis virksomheden ikke overholder de vilkår, som er fastsat i politiets tilladelse, eller overtræder et pålæg fra politiet efter cirkulæret, kan tilladelsen tilbagekaldes (§ 12).

Det er imidlertid ikke i cirkulæret angivet, hvornår der er tale om erhvervsmæssig handel med eller opdræt af hunde. Handel med og opdræt af hunde er dog at betragte som ikke-erhvervsmæssigt, hvis man har højst 4 voksne hunde med hvalpe under 18 uger (BEK nr. 944 af 16/9 2004, § 3). Men omvendt vil et hundehold med mere end 4 hunde over 18 uger ikke nødvendigvis være at betragte som erhvervsmæssigt, idet der ved politiets vurdering ikke kun lægges vægt på antallet af avlsdyr, men også om de med hensyn til opholdsrum og pleje har status som almindelige familiehunde, samt om der i almindelighed finder anden omsætning sted end salg af de hvalpe, der er født i opdrættet (SKR nr. 11625 af 19/9 1969).

Hundekenneler, hundehold med 5 eller flere voksne hunde over 18 uger (gælder også privat hold) samt hundehandler skal have mindst 100 m til nærmeste nabobebyggelse (BEK nr. 604 af 15/6 2002, § 5). Desuden skal der være mindst 200 m til eksisterende eller if. kommuneplanens rammedel fremtidigt byzone- eller sommerhusområde. Der skal også være mindst 200 m til områder i landzone, der i lokalplan er udlagt til boligformål eller blandet bolig og erhverv eller til offentlige formål med henblik på beboelse, institutioner, rekreative formål og lignende. For hundepensioner er de tilsvarende mindsteafstande henholdsvis 200 og 300 m. Kommunalbestyrelsen kan efter ansøgning meddele dispensation fra de stillede afstandskrav til mindre udvidelser og ændringer.

Oprettelse af erhvervsmæssigt hundehold skal godkendes af kommunalbestyrelsen (LBK nr. 753 af 25/8 2001, kap. 5).

Hundehandlere og hundeformidlere
Erhvervsmæssig handel med importerede hundehvalpe kræver politiets tilladelse og er omfattet af såvel Bekendtgørelse om erhvervsmæssig handel med dyr (dyrehandlere) ( BEK nr. 1022 af 12/12 2002 ) som Cirkulære om erhvervsmæssig handel med og opdræt af hunde (CIR nr. 211 af 5/11 1975). Desuden kræver erhvervsmæssig import af hvalpe godkendelse af fødevareregionen (under Fødevarestyrelsen).

Selvom også virksomhed med formidling af hunde kræver politiets tilladelse (LOV nr. 386 af 6/6 1991, § 18), er virksomheden ikke omfattet af Bekendtgørelse om handel med dyr (dyrehandlere), hvis den ikke samtidigt indebærer hold af hunde – f.eks. hvor virksomheden alene går ud på at formidle kontakt mellem køber og sælger (SKR nr. 9719 af 4/3 2003).

Overdragelse af hundehvalpe
Det er forbudt at overdrage hundehvalpe, der er under 8 uger gamle, eller indføre dem fra udlandet, medmindre de overdrages/indføres sammen med deres moder (BEK nr. 817 af 22/6 2004).

Ifølge Dyreværnsloven (LOV nr. 386 af 6/6 1991, § 19) må dyr kun overdrages 6 til børn under 16 år, hvis forældremyndighedsindehaveren samtykker.

Hundehold i boliger
Der findes ikke i lovgivningen regler for hold af hunde (eller andre familiedyr) i leje-, andels- og ejerboliger. I almennyttige boliger kan regler for hold af familiedyr vedtages på et beboermøde i afdelingen. I byggeri med andels- og ejerboliger kan regler vedtages på møder i boligforeningen.

Mærkning, registrering og forsikring
Man har pligt til at få sin hund mærket og registreret, senest når den er 4 måneder gammel (BEK nr. 1500 af 20/12 2004). Fra hunden er 4 måneder gammel, skal den bære halsbånd forsynet med et skilt med besidderens navn og fulde adresse (BEK nr. 496 af 1/11 1969). Hunden skal desuden være ansvarsforsikret – ligeledes fra firemånedersalderen (BEK nr. 485 af 15/9 1984).

Dyrepas
Ved transport af hunde, katte og fritter mellem medlemslandene inden for EU skal dyrene være øretatoverede eller chipmærkede samt være vaccineret mod rabies senest 3 uger inden afrejse. Desuden skal dyrene følges af et pas udstedt af en autoriseret dyrlæge. Passet skal indeholde opdaterede vaccinationsattester (BEK nr. 573 af 21/6 2004; EF nr. 998 af 26/5 2003). Ud over disse bestemmelser gælder særlige regler ved rejse til nogle medlemslande – bl.a. Sverige, England og Irland. De enkelte landes særlige regler kan findes på Fødevarestyrelsens hjemmeside .

Halekupering
Der er et generelt forbud i Dyreværnsloven (LOV nr. 386 af 6/6 1991, § 14, stk. 2) mod at foretage operative og lignende indgreb, som har til formål at ændre dyrs udseende. Dette forbud omfatter også halekupering, men loven bemyndiger justitsministeren til at undtage nogle hunderacer, som anvendes til jagt. Således har justitsministeren undtaget følgende 5 hunderacer (BEK nr. 627 af 29/8 1991): ruhåret hønsehund, korthåret hønsehund, weimaraner, vizsla og breton.

Halekuperede hunde må kun udstilles eller på anden måde fremvises med henblik på bedømmelse af hundenes ydre, deres brugsegenskaber eller færdigheder, hvis 7 de tilhører en af disse racer (LOV nr. 386 af 6/6 1991, § 11, stk. 3). Derimod er der ikke noget forbud mod f.eks. at udstille ørekuperede hunde.

El- og pighalsbånd
Det er forbudt at anvende fjernbetjente eller automatisk virkende aggregater, der hæftes på dyr, og som påfører dem elektriske stød eller anden væsentlig ulempe, når de aktiveres (BEK nr. 1043 af 16/12 1999, § 1). Det betyder, at halsbånd, som ved fjernbetjening kan påføre hunden et elektrisk stød, samt Dog Butterfly (usynligt hegn) er forbudt at anvende.

Det er endvidere ifølge Dyreværnsloven (LOV nr. 386 af 6/6 1991, § 11, stk. 2) forbudt at reklamere for eller sælge aggregater til hunde og katte, som det ikke er tilladt at anvende til disse arter – f.eks. ovennævnte halsbånd og Dog Butterfly. Men det er ikke forbudt at reklamere for eller sælge disse aggregater til anvendelse til andre dyr.

Det er også forbudt at anvende pighalsbånd, men halsbånd må på indersiden være forsynet med stumpe metalombøjninger eller tappe, der dog højst må have en længde på 8 mm fra underkanten af efterfølgende led (BEK nr. 1043 af 16/12 1999, § 2, stk. 3).

Lænkehunde
Det er forbudt til stadighed at holde en hund bundet (LBK nr. 380 af 26/6 1969, § 5). Når en hund holdes bundet, skal dens lænke være mindst 5 m lang, og den skal have adgang til et opholdsrum, der kan yde forsvarligt læ mod regn, blæst og kulde. Hvis opholdsrummet består af et hundehus, skal det være rummeligt og så højt, at hunden kan stå oprejst.

Udegående hunde
Nogle særligt hårdføre hunderacer kan tåle at gå ude hele året, hvis de har adgang til et hundehus, der sikrer dem mod vind og vejr. Det står dog ikke i 8 Hundeloven (LBK nr. 380 af 26/6 1969), at hunde, som går i hundegård, skal have adgang til opholdsrum eller hundehus ligesom hunde, der står bundet. Men i praksis kan der henvises til Dyreværnsloven (LOV nr. 386 af 6/6 1991, § 3), som siger, at dyr skal sikres mod vejr og vind i overensstemmelse med deres behov – idet behovet for opholdsrum eller hundehus er erkendt for hunde, som står bundet. Hundene skal tilses mindst en gang om dagen (LOV nr. 386 af 6/6 1991, § 3, stk. 3). Dette gælder dog lige meget, hvordan man holder hunde – ude såvel som inde.

Vagthunde
Der gælder særlige regler for hunde, som anvendes til bevogtning af andet end besidderens private bopæl, herunder hunde, der anvendes til erhvervsmæssig vagtvirksomhed. Disse regler er samlet i Bekendtgørelse om hunde, som anvendes til bevogtning (BEK nr. 962 af 23/12 1986), som bl.a. siger:
 

   

  •       Hundens opholdsrum på dens faste opholdssted skal være forsvarligt indrettet med hensyntagen til hundens størrelse – idet der stilles en række krav til opholdrummets udformning (§ 2) 
  •       På vagtstedet skal opholdsrummet have en fast bund, og det skal være så højt, at hunden kan stå oprejst (§ 3)
       
  •       Der skal på det faste opholdssted findes en løbegård, hvor hunden kan få frisk luft og motion (§2, stk. 2)
      
  •       Både på hundens faste opholdssted (§ 2, stk. 4) og på vagtstedet (§ 3, stk. 3) skal hunden tilses med højst 8 timers mellemrum, og den skal fodres mindst 1 gang hver 24. time og til stadighed have adgang til frisk drikkevand
      
  •       På det faste opholdssted skal syge hunde anbringes i et særligt lokale eller fjernes fra stedet (§2, stk. 5)
       
  •       Hvis hunden er løsgående under vagt, skal vagtstedet være indhegnet og lukket. Indhegningen skal være indhegnet således, at hunden ikke ophidses unødigt af omboende eller forbipasserende (§ 5)
      
  •       Hunden må ikke opholde sig på et vagtsted, hvis den inden for de seneste 96 timer har opholdt sig på et vagtsted i mere end 72 timer (§ 7).



Hundehuse, løbegårde og transportbure
Der findes ingen regler for mindstemål på hundehuse og løbegårde, men Dyrenes Beskyttelse og Dansk Kennel Klub har udarbejdet en pjece med anbefalede mindstemål.

Der er heller ingen lovkrav om mindstestørrelser på transportbure. Dog anbefales generelt, at hunden skal kunne stå oprejst, ligge udstrakt samt vende sig. Desuden har den internationale luftfartsorganisation IATA udarbejdet regler for transportbure til dyr, der skal med fly. Ved lufttransport af hunde skal transportbure mindst være i overensstemmelse med de nyeste IATA-regler (BEK nr. 201 af 16/4 1993, § 25+§ 31).

Omstrejfende og bortløbne hunde
Det er ejerens pligt at sørge for, at hunden ikke strejfer. Ifølge Hundeloven (LBK nr. 380 af 26/6 1969, § 3) lader politiet hunde optage, hvis de færdes løse uden at være i følge med en person, der har fuldt herredømme over dem. Politiet underretter derefter besidderen. Hvis hunden ikke er mærket og registreret, bliver den fremlyst.

Ifølge Mark- og vejfredsloven (LBK nr. 818 af 11/12 1987) har man ret til at optage fremmede hunde (og andre husdyr), som uden hjemmel færdes på ens grund (§ 5). Ejeren eller en voksen person i husstanden skal dog snarest muligt og senest inden 24 timer meddeles om optagelsen (§ 6). Hvis man ikke ved, hvem hunden tilhører, skal sognefogeden eller politiet underrettes – ligeledes inden 24 timer. Sognefogeden/ politiet vil snarest muligt sørge for, at optagelsen bliver bekendtgjort.

Hvis besidderen ikke afhenter hunden inden 24 timer efter, at han eller hun (eller en anden voksen person i husstanden) har modtaget meddelelse om optagelsen, eller inden 3 dage efter optagelsen er blevet bekendtgjort, skal hunden med mindst 3 dages varsel bortsælges ved offentlig auktion (§ 9). Hvis sognefogeden eller politiet skønner, at udgifterne til bekendtgørelse af optagelse og afhændelse overstiger dyrets værdi, bliver dyret uden forudgående bekendtgørelse og auktion optagerens ejendom.

Selvom mærkning og registrering af hunde er lovpligtig, og det er en politimæssig opgave at tage sig af bortløbne hunde, har politiet normalt ikke selv chipaflæsere.

Ifølge Mark- og vejfredsloven (LBK nr. 818 af 11/12 1987, § 14) har man ret til på hensigtsmæssig måde at fjerne omstrejfende hunde fra sin grund og er ikke pligtig til at yde erstatning, hvis hunden kommer til skade eller omkommer. Nedskydning eller andet direkte drab af dyret må dog kun anvendes, når besidderen i forvejen og inden for det sidste år er blevet advaret.

Hvis besidderen er ukendt, kan en advarsel indeholdende en kort beskrivelse af hunden ske gennem et på egnen udbredt dagblad. Det er dog ikke nødvendigt at udsende en advarsel, hvis hunden angriber andre husdyr eller er til fare for mennesker (eller ejendom).

Vedvarende gøen
Ejeren har pligt til at sørge for, at hans eller hendes hund ikke forstyrrer de omboendes ro ved gentagen eller vedholdende gøen eller tuden (LBK nr. 380 af 26/6 1969, § 4). Hvis det ikke hjælper at holde hunden indelukket, eller den allerede holdes inde, kan politiet give besidderen pålæg om at lade hunden fjerne. Der er dog en dispensationsmulighed i forbindelse med erhvervsmæssigt opdræt af hunde, hvis der ved anlæg af hundegårde tages ethvert rimeligt hensyn til bebyggelsesforholdene.

Farlige hunde
Det er forbudt at holde kampracerne pitbullterrier og tosa samt blandinger, hvor en af disse (eller begge) racer indgår (BEK nr. 748 af 14/11 1991). Der har været diskussion om helt at fjerne forbuddet eller lade det omfatte flere racer. Men man har ønsket at bevare forbuddet mod de to racer pga. dets signalværdi – samtidig med at man erkender, at et forbud mod flere racer ikke løser nogen problemer.

I stedet er der sket en stramning af Hundeloven (LOV nr. 385 af 28/5 2003), så der dels lægges mere ansvar på hundens ejer, dels gives politiet bedre mulighed for at gribe ind over for farlige hunde.

Politiet kan gribe ind, ikke blot hvis hunden angriber eller forulemper andre, men også hvis der er grundlag for at antage, at en hund kan være farlig for sine omgivelser (§ 6, stk. 2). Dette kan ske uden henvisning til tidligere forvoldt skade – f.eks. hvis en hundeejer anvender sin hund på en truende måde eller ligefrem træner den til at angribe.

Politiet kan 1) give besidderen pålæg om, at hunden skal føres i snor, være forsynet med en mundkurv eller begge dele, når den ikke holdes indelukket, eller 2) træffe afgørelse om at lade hunden a. ive. Retningslinjer til politiet vedrørende administration af loven er givet i en cirkulæreskrivelse (SKR nr. 9717 af 4/7 2003).

Besidderen er forpligtet til på politiets anmodning at medvirke til en sagkyndig undersøgelse af hundens adfærd, inden der træffes afgørelse om aflivning (§ 6a). Omvendt kan besidderen forlange en sagkyndig undersøgelse, inden politiet træffer afgørelse om aflivning.

Overtrædelser af loven kan straffes med bøde eller fængsel i op til et år (§ 12). Desuden kan retten til personligt at beskæftige sig med hunde fratages en person (§ 12a), som har:

   

  •       Anvendt en hund til angreb på eller som trussel mod mennesker eller dyr 
  •      Undladt at holde sin hund i forbindelse med overfald på mennesker
  •      Ladet sin hund deltage i hundekampe
  •      Afholdt hundekampe.

      

Politiet kan endvidere lade en hund mærke og registrere for besidderens regning, hvis den ikke allerede er mærket og registreret.

Aflivning og begravelse
Aflivning af hunde må kun foretages af dyrlæger, slagtere, personer med jagttegn eller andre personer, der har modtaget uddannelse i slagtning eller aflivning (BEK nr. 1037 af 14/12 1994, § 13, stk. 1 + 2). Undtaget er dog hundehvalpe, hvis aflivningen sker i umiddelbar tilslutning til fødselen og ikke senere end en uge efter fødselen (stk. 3). Aflivning ved drukning må ikke finde sted.

Generelt skal aflivede dyr føres til en destruktionsanstalt (BEK nr. 664 af 16/ 12 1982, Kap. 4.2.6). Undtaget er dog mindre selskabsdyr som f.eks. hunde, katte og fugle, der må nedgraves, hvis der er længere end 50 m til nærmeste drikkevandsbrønd eller boring (BEK nr. 633 af 11/9 1990, § 1, stk. 3). Men det er ikke tilladt at nedgrave landbrugsdyr som f.eks. heste, grise, køer, får og geder – selvom de måtte være på størrelse med en hund.

Love, bekendtgørelser og cirkulærer, som omfatter hunde

En lov (LOV) er et sæt af bestemmelser, der er vedtaget af Folketinget, og som kun kan ændres ved en folketingsvedtagelse. Loven kan indeholde bestemmelser, som bemyndiger justitsministeren til at fastsætte regler inden for angivne områder omfattet af loven.

En bekendtgørelse (BEK) er et sæt generelle regler, der med hjemmel i en lov er fastsat af et ministerium eller en styrelse. Ligesom love er bekendtgørelser bindende.

Et cirkulære (CIR) er en rundskrivelse fra et ministerium til politimestre, dommere eller underordnede myndigheder – f.eks. amtsråd og kommunalbestyrelser. I cirkulæret gives typisk fortolkninger af, hvordan reglerne i lovtekster og bekendtgørelser skal forstås, eller instruktioner i den praktiske fremgangsmåde ved behandlingen af sager. Yderligere kommentarer kan gives i form af en cirkulæreskrivelse (SKR).

En lovbekendtgørelse (LBK) er en administrativ bekendtgørelse i Lovtidende af en lov med senere ændringer indarbejdet.

En EU-forordning (EF) er et sæt af bestemmelser, som medlemslandene skal følge som beskrevet i forordningen. Et EU-direktiv skal derimod implementeres gennem national lovgivning, idet de enkelte lande kan gå videre end foreskrevet i direktivet.

1. BEK nr. 1022 af 12/12 2002 Bekendtgørelse om erhvervsmæssig handel med dyr (dyrehandlere). Justitsministeriet, den 12. december 2002. Lene Espersen/Anne Tønnes.

2. BEK nr. 1037 af 14/12 1994 Bekendtgørelse om slagtning og aflivning af dyr. Justitsministeriet, den 14. december 1994. Bjørn Westh/Niels Boesen.

3. BEK nr. 1043 af 16/12 1999 Bekendtgørelse om forbud mod brug af visse aggregater, halsbånd m.v. til dyr. Justitsministeriet, den 16. december 1999. Frank Jensen/Lise-Lotte Nilas.

4. BEK nr. 1500 af 20/12 2004 Bekendtgørelse om mærkning og registrering af hunde. Justitsministeriet, den 20. december 2004. Lene Espersen/Anne Tønnes.

5. BEK nr. 201 af 16/4 1993 Bekendtgørelse om beskyttelse af dyr under transport. Jus
titsministeriet, den 16. april 1993. Erling Olsen/Birgit Kleis.

6. BEK nr. 485 af 15/9 1984 Bekendtgørelse om ansvarsforsikring af hunde. Justitsministeriet, den 25. september 1984. Erik Ninn-Hansen/Fr. Chr. Schydt.

7. BEK nr. 496 af 1/11 1969 Bekendtgørelse om skilte til hunde. Justitsministeriet, den 1. november 1969. Knud Thestrup/N. Pontoppidan.

8. BEK nr. 573 af 21/6 2004 Bekendtgørelse om ikke-kommerciel transport af selskabsdyr. Fødevaredirektoratet, den 21. juni 2004. P.D.V. John Larsen/Rikke Larsen.

9. BEK nr. 604 af 15/6 2002 Bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v. Miljøministeriet, den 15. juli 2002. Hans Chr. Schmidt/Ole Christiansen.

10. BEK nr. 627 af 29/8 1991 Bekendtgørelse om halekupering af visse hunderacer. Justitsministeriet, den 29. august 1991. Hans Engell/Niels Boesen.

11. BEK nr. 633 af 11/9 1990 Bekendtgørelse om destruktion m.v. Veterinærdirektoratet, den 11. september 1990, Erik Stougaard/Inga Galamba.

12. BEK nr. 664 af 16/12 1982 Bekendtgørelse af reglement om miljøbeskyttelse. Miljøministeriet, den 16. december 1982. Chr. Christensen/Hans H. Scheibel Nielsen.

13. BEK nr. 748 af 14/11 1991 Bekendtgørelse om forbud mod hold af særligt farlige hunde. Justitsministeriet, den 14. november 1991. Hans Engell/ Jørgen Paulsen.

14. BEK nr. 817 af 22/6 2004 Bekendtgørelse om overdragelse af hundehvalpe. Justitsministeriet, den 22. juli 2004. Lene Espersen/Lene Thorsen Hallenberg. 14

15. BEK nr. 944 af 16/9 2004 Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter. Miljøministeriet, den 16. september 2004. Connie Hedegaard/Ole Christiansen.

16. BEK nr. 962 af 23/12 1986 Bekendtgørelse om hunde, som anvendes til bevogtning. Justitsministeriet, den 23. december 1986. Erik Ninn-Hansen/C. Rosholm.

17. CIR nr. 13045 af 7/10 1969 Cirkulære til samtlige dyrlæger vedrørende dyrlægetilsyn med erhvervsmæssig handel med eller erhvervsmæssigt opdræt af hunde. Chr. Werdelin, den 7. oktober 1969.

18. CIR nr. 148 af 2/8 1963 Cirkulære om hundelovens administration m.v. (Til politiet og sognefogederne). Justitsministeriet, den 2. august 1963. Hans Hækkerup/Eefsen.

19. CIR nr. 211 af 5/11 1975 Cirkulære om erhvervsmæssig handel med og opdræt af hunde. Justitsministeriet, den 5. november 1975. Orla Møller/ Kornerup.

20. EF nr. 998 af 26/5 2003 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 998/2003 af 26. maj 2003 om dyresundhedsmæssige betingelser for ikke-kommerciel transport af selskabsdyr og om ændring af Rådets direktiv 92/05/ EØF. Den Europæiske Unions Tidende den 13. juni 2003, DA, L 1146/1-9.

21. LBK nr. 380 af 26/6 1969 Bekendtgørelse af Lov om hunde. Justitsministeriet, den 26. juni 1969. Knud Thestrup/Gersing.

22. LBK nr. 753 af 25/8 2001 Bekendtgørelse af lov om miljøbeskyttelse (Miljøbeskyttelsesloven). Miljø- og Energiministeriet, den 25. august 2001. Svend Auken/Jesper Hermansen.

23. LBK nr. 818 af 11/12 1987 Lov om mark- og vejfred. Landbrugsministeriet, den 11. december 1987. Lauritz Tørnæs/Henrik Wanscher.

24. LOV nr. 385 af 28/5 2003 Lov om ændring af lov om hunde (Indgreb over for farlige hunde, forbud mod hundekampe m.v.). Givet på Christiansborg Slot, den 28. maj 2003. Under Vor Kongelige Hånd og Segl, MARGRETHE R./Lene Espersen.

25. LOV nr. 386 af 6/6 1991 Dyreværnslov. Givet på Christiansborg Slot, den 6. juni 1991. Under Vor Kongelige Hånd og Segl, MARGRETHE R./Hans Engell.

26. SKR nr. 11071 af 13/2 1976 Cirkulæreskrivelse om erhvervsmæssig handel med og opdræt af hunde. P.M.V. E.B. Kornerup (Til politiet) den 13. februar 1976.

27. SKR nr. 11625 af 19/9 1969 Cirkulæreskrivelse om erhvervsmæssig hundehandel og hundeopdræt. P.M.V. Niels Madsen/N. Pontoppidan den 19. september 1969. 15

28. SKR nr. 11690 af 25/11 1982 Cirkulæreskrivelse om dyrlægetilsyn med virksomheder, der driver handel med og opdræt af hunde. P.M.V., E.B., Fr. Chr. Schydt, den 25. november 1982.

29. SKR nr. 9717 af 4/7 2003 Cirkulæreskrivelse til samtlige politimestre og politidirektøren i København om lov om ændring af lov om hunde (Indgreb over for farlige hunde, forbud mod hundekampe mv.).
Justitsministeriet, den 4. juli 2003. Lene Espersen/Birgitte Grønborg Juul.

30. SKR nr. 9719 af 4/3 2003 Cirkulæreskrivelse til samtlige politimestre og politidirektøren i København om Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 1002 af 12. december 2002 om erhvervsmæssig handel med dyr (dyrehandlere). Justitsministeriet, den 4. marts 2003. P.M.V., E.B. Birgitte Grønborg Juul.



 

    
Start   |   Nyt   |   Her bor vi   |   Opdrættere og sponsorer i kredsen   |   Nyttig viden
  Copyright 2009 Kreds 70 Fredericia   |  Privacy Statement  |  Terms Of Use